Livsstilskursus kickstartede imponerende vægttab

På bare få måneder lykkedes det 22 årige Katrine Søe at tabe sig 28 kilo. I efteråret 2018 hun sig til et livsstilshold Her lykkedes det hende at tabe 22 kilo under selve kursusforløbet.

27-02-2019Informationsartikel


På livsstilsholdene, der arrangeres af Thisted Kommune, arbejdes der ud fra sundhedsstyrelsens anbefalinger med tilpasning af kost, motion og mental sundhed i forhold til deltagernes egne mål.

Det perfekte tidspunkt findes ikke. Det må langt de fleste af os sande, når vi skal blive vores mindre gode vaner eller laster kvit. Motivation er nødt til at være det altoverskyggende, for ellers kan vi let risikere at falde for fristelsen og sætte kostændringen, rygestoppet eller løbeturene på standby, indtil det engang måtte blive bedre tider.

Slut med at være den, der så på, når andre havde det sjovt


Det med at forsøge at vente på, at det rigtige tidspunkt skulle vise sig, kan Katrine Søe også nikke genkendende til. I flere år har hun været ked af sin vægt. Alligevel kom det rigtige tidspunkt ikke af sig selv. En dag blev det hende for meget, og hun tog en rask beslutning. Nu skulle det være!

- Jeg var ganske enkelt nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere gad være den, der holdt andres mobiltelefoner og tasker i Djurs Sommerland, mens de havde det sjovt i karrusellen. Og jeg gad ikke længere føle mig begrænset af kiloene, og af, at jeg ikke engang kunne være i en karrusel, fortæller Katrine Søe og tilføjer: 


- Henover sommeren gik det op for mig, at det kun var mig, det hang på, og at der kun var én ting at gøre, og det var at komme i gang med det samme. På et tidspunkt kunne det jo faktisk gå hen og blive for sent. Jeg ville simpelthen ikke være overvægtigresten af mit liv. Og nu har jeg endelig gjort det, mens jeg stadig er ung.

Jeg var ikke alene, men blev mødt som den jeg var


For Katrine Søe var det vigtigt, at hun ikke skulle stå helt alene med det, og at der var fagligt kvalificerede undervisere, hun kunne spørge til råds, så hun på én gang kunne få redskaberne til at håndtere sit vægttab, samtidig med, at hun blev mødt af nogen, som kunne sætte sig ind i hendes situation.

- Jeg fik sat nogle konkrete mål, som jeg kunne forholde mig til. Det motiverede mig rigtig meget’. Og så var det sjovt, det vi lavede på holdet. I begyndelsen var det lidt en udfordring, at åbne sig op over for de andre, men det viste sig hurtigt, at det ikke var noget, vi behøvedes at frygte. Styrker og svagheder kom vi til at beskæftige os en del med, og vi har dem jo alle’. Katrines råd til andre, der gerne vil tabe sig er derfor, at man skal gøre det, at man tage imod den hjælp, man kan få, og komme i gang, fortæller Katrine

Plads til flere af de helt unge mennesker som Katrine


Thisted Kommunes livsstilshold er for alle, der har en BMI på 30+ eller forhøjet taljemål, og undervisningen tager udgangspunkt i deltagernes individuelle ønsker. Der er samtale både før og efter opstart. Undervisningen og alle aktiviteterne foregår både udendørs og i foreninger rundt om i Thy. For Katrine betød det meget, at hun selv satte sig sine mål hver uge, som hun undervejs kunne få sparring til samt inspiration til at sætte sig nye.

- Vi forsøger så vidt muligt at tilbyde rammer, viden og redskaber – og understøtte at hver enkelt får det ud af forløbet, de selv ønsker, fortæller Eva-Maria Schirmer, sundhedsmedarbejder i Sundhed & Kvalitet, Thisted Kommune og underviser på livsstilsholdene.

Katrines forløb er heller ikke gået ubemærket hen, hvis man spørger Eva-Maria Schirmer. Fra uge til uge har hun kunnet se en positiv udvikling og en fantastisk høj motivation, og det har gjort indtryk.

- Katrine har i dén grad formået at tage ansvar for sig selv, og skabt et nyt fundament for den fremtid, hun ønsker sig. Man bliver ikke et andet menneske af et vægttab, men det kan påvirke livskvaliteten i en så positiv retning, at man sagtnes kan føle sådan. Når man er ung – altså cirka en 20-30 år – kan en sund livsstil påvirke resten af ens liv, og kan have betydning for ens uddannelsesvalg og dermed jobmuligheder, familiedannelse – og sidst, men ikke mindst – ens sundhed livet igennem. Derfor håber jeg også, at endnu flere fra den unge generation finder frem til vores tilbud, for vi er her mindst ligeså meget for dem – derfor må de endelig ikke holde sig tilbage, fastslår Eva-Maria Schirmer.

Fakta


Katrines vægttab
I alt: 28 kg – hvoraf hun tabte de 22 kg under selve forløbet på livstilsholdet
Samlet fedttab: 17,2 kg
Reduceret taljemål: 24 cm

Livsstilsholdene er for alle med BMI på 30+ eller forhøjet taljemål. Målet er, at deltagerne får viden om og redskaber til at arbejde med sundhed på flere forskellige områder, fx kost, motion og mental sundhed. Som deltager er man selv med til at udarbejde ugentlige handleplaner og en langsigtet plan for, hvordan de nye sunde vaner bevares i fremtiden.

Forløbet strækker sig over 12 uger med undervisning 1 gang pr. uge.

Undervisningen består skiftevis fysisk aktivitet i naturen, undervisning om kost og introduktion til aktiviteter i foreninger.

Undervisningen er fordelt på forskellige lokalisationer i kommunen, men størstedelen foregår udendørs i alt slags vejr
Efter endt forløb bliver der afholdt en slutsamtale, hvorefter du vil blive tilbudt opfølgende statussamtaler.

Læs mere om livsstilsholdene BMI 30+

Eller ring og hør nærmere på tlf.: 24 87 22 79

Kontaktinfo

Sundhed
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
E-mail: thistedkommune@thisted.dk

Åbningstider:

Mandag - onsdag   
10.00 - 15.00
Torsdag 10.00 - 17.00
Fredag 10.00 - 14.00

Telefontider:

Mandag - onsdag   
10.00 - 15.00
Torsdag 10.00 - 17.00
Fredag 10.00 - 14.00