Millioner til fællesspisning i Thy

Med 1,3 millioner kr. fra Nordea-fonden får Thy til foråret sin første social-økonomiske café. Caféen vil samle thyboerne og sætte den lokale madkultur på dagsordenen.

30-11-2016Pressemeddelelse

Billede af unge som spiser sammen i Plantagehusets cafeCaféen, der går under navnet Madværkstedet, skal drives af tre fastansatte og fleksjobbere og praktikanter.

Stor glæde i Thisted Kommune

Madværkstedets ønske er at styrke det lokale sammenhold og samtidigt sætte den lokale madkultur på dagorden. Dens socio-økonomiske konstruktion består i, at den drives af praktikanter og fleksjobberne, som dermed får en fod ind i på arbejdsmarkedet. For mange bliver det for første gang.

Og det vækker stor glæde i Thisted Kommune, at flere borgere får en chance for at komme ud i erhvervslivet.

- Vi slår flere fluer med ét smæk, hvor vi både får skabt et spændende og nytænkende samlingssted i Plantagehuset, der vil kunne understøtte det nye regionale spillested, og fungere som fælles platform for KulturRummets øvrige aktiviteter. På samme tid kan vi gøre en forskel for mennesker, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet, udtaler Niels Jørgen Pedersen, formand for Thisted Kommunes Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg.

Styrker måltidskulturen

Nordea-fonden forventer, at Madværkstedet vil inspirere og styrke mad- og måltidskulturen både for thyboere og for turister.

- Vi har ingen færdig opskrift for det gode liv, men vi tror, det er noget som vi skaber sammen. Nøjagtig ligesom i Madværkstedet, hvor thyboer og turister kan samles om at spise, lære at lave mad med lokale råvarer og mange andre aktiviteter, som også rækker ud og rundt om i Thy, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv indenfor sundhed, motion, natur og kultur.

Borgerne inddrages

Madværkstedet ønsker desuden at opbygge et tæt eksternt samarbejde med for eksempel folkeskolerne, EUC Nordvest, restaurationsbranchen, fødevarebranchen og mange andre interessenter. Ønsket for samarbejdet er at kunne gøre en endnu større indsats for de mennesker, der af den ene eller anden grund er faldet ud af uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, og give dem mulighed for at komme videre.

Desuden vil der stadig være fuldt fokus på samarbejdet med de mange foreninger, som bruger Plantagehuset, ligesom det bliver spændende at følge samarbejdet med folkene bag Alive Festival og Spillested Thy.

Dermed bidrager Madværkstedet med et særligt socialt initiativ rettet både mod de ansatte og de kommende brugere, som fremadrettet vil gavne hele KulturRummet.

Som en vigtig forankringsstrategi er det målet, at projektet, efter en veloverstået projektperiode, kan overgå fra kommunen til en privat virksomhed, med fokus på socialøkonomisk iværksætteri.

Fakta

Madværkstedet Thy får til huse i medborgerhuset Plantagehuset, der er en del af KulturRummet i Thisted

KulturRummet er Thisted Kommunes ny decentrale kulturhus, der er under opførelse i perioden 2016-17.

Nordea-fonden støtter projektet med 1.325.000 kr.

Madværkstedet forventes at åbne i foråret 2017.

Kontaktinfo

Niels Jørgen Pedersen
Formand
Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget
Thisted Kommune
Tlf.: 4093 1718
E-mail: njpe@thisted.dk

Tine Wickers
Kommunikationschef
Nordea-fonden
Tlf.: 4070 3784
E-mail: tw@nordeafonden.dk

Kontaktinfo

Kultur og Fritid
Asylgade 30
7700 Thisted

KulturRummet
Tingstrupvej 13
7700 Thisted

Telefon 99 17 17 17
E-mail: kultur@thisted.dk eller
fritid@thisted.dk