Ny hybridfærge til Thyborøn–Agger

En ny fremtidssikret og miljøvenlig færge skal sejle mellem Thyborøn og Agger. Færgeselskabet har netop besluttet, at selskabet vil købe en hybridfærge til 42,3 millioner.

28-11-2016Nyhed

Thyborøn – Agger Færgefart har afholdt licitation over byggeriet af en ny færge til afløsning af den 40 år gamle færge ”Kanalen”. Og valget er faldet på en miljøvenlig hybridfærge, der er lidt dyrere end en almindelig dieselfærge i anskaffelse, men billigere i drift.

 - En enig bestyrelse har besluttet, at vi vil have en hybridfærge. Den er lidt dyrere i indkøb, men giver til gengæld en billigere drift, og vigtigst - så er det en robust og fremtidssikret løsning som løbende kan tilpasses nye teknologier omkring batterier og opladning. Derudover ønsker selskabet også at understøtte de to ejer-kommuners stærke profiler indenfor grøn omstilling og bæredygtig energi, siger formand for Thyborøn – Agger Færgefart, Erik Flyvholm.

Færgeselskabet modtog tilbud fra seks værfter, og alle værfter fremsendte et tilbud på en traditionel dieselfærge og et tilbud på en såkaldt hybridfærge.

En hybridfærge koster 42,3 millioner kroner, imod 37,3 millioner kroner for en dieselfærge. Det billigste tilbud på en hybridfærge blev givet af Søby Værft, som Færgeselskabet nu indleder forhandlinger om en kontrakt med.

Den nye færge ventes at blive taget i drift i foråret 2018.

Hybridfærge - og 140.000 passagerer

En hybridfærge er en færge som drives frem af elmotorer. Strømmen leveres fra batterier på færgen, som dels kan oplades af dieselgeneratorer på færgen, dels af strøm fra el-nettet.

Thyborøn – Agger Færgefart ejes af Lemvig Kommune og Thisted Kommune. Thyborøn-Agger færgen transporterer hvert år 5.000 lastbiler, 50.000 personbiler og 140.000 passagerer.

Du kan læse mere om færgefarten på http://www.thyboronagger.dk/ 

For yderligere oplysninger:
Formand, Erik Flyvholm
Telefon: 20760369
Thyborøn-Agger Færgefart
Telefon: 9663 1033