Thisted Kommune forlænger partnerskabsaftale

Thisted Kommune forlænger partnerskabsaftalen med EUC Nordvest samt de tre erhvervsorganisationer Dansk Byggeri, Dansk Erhverv (DE) og Dansk Industri (DI) i yderligere to år.

21-12-2016Pressemeddelelse

Store Torv i Thisted blev i sommer til en stor byggeplads, hvor murer- og tømrerelever viste, hvad de havde lært til DM i Skills. Samarbejdet imellem kommunen, erhvervsskolen og det lokale erhvervsliv satte dermed fokus på, at det er fedt at mestre et håndværk. Nu forlænger Thisted Kommune partnerskabsaftalen med EUC Nordvest samt de tre erhvervsorganisationer Dansk Byggeri, Dansk Erhverv (DE) og Dansk Industri (DI) i yderligere to år.

– Vi ønsker, at det skal være attraktivt for de unge at tage en erhvervsuddannelse, og vi har efter de første år gode erfaringer med samarbejdet gennem partnerskabsaftalen. Det skaber opmærksomhed om erhvervsuddannelserne, og det giver os et godt samarbejde med de lokale virksomheder, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen.

Ud over at tilskynde flere unge til at tage en erhvervsfaglig uddannelse, har Dansk Byggeri, DE og DI med partnerskabsaftalerne en ambition om at skaffe praktikpladser til alle elever fra Thisted, der tager en erhvervsuddannelse.

– De lokale virksomheder har kun en fremtid her i området, hvis de har adgang til tilstrækkelig faglært arbejdskraft. Derfor arbejder vi på at skabe kontakten mellem virksomheder og elever, der tager en erhvervsuddannelse, så de kan få en praktikplads og komme ud på arbejdsmarkedet med et svendebrev. Vi inviterer også gerne skolerne på besøg i vores virksomheder eller stiller op og fortæller om vores arbejde i de enkelte klasser, fordi det måske kan åbne nogle af elevernes øjne for mulighederne i vores brancher, lyder det samstemmende fra Dansk Byggeri Nordjylland, Dansk Erhverv Nordjylland og DI Thy/Mors.

Bredt samarbejde allerede i folkeskolen


Også i folkeskolen kommer der øget fokus på erhvervsuddannelserne i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU Thy). Blandt andet skal der med udgangspunkt i elevernes jobønsker arbejdes med at sammensætte en individuel uddannelsespakke, så eleven kommer “på rette hylde” allerede fra starten af en erhvervsuddannelse. Desuden giver aftalen flere muligheder for at samarbejde omkring lærepladser, åbne virksomhedsforløb og praktik.

– Vi fortsætter af den her vej fremad, fordi det er vores erfaring, at en frivillig aftale med erhvervslivet er den bedste måde at få skabt kontakt imellem elever og virksomheder, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen om forlængelsen, der bliver skrevet under den 21. december.

Samarbejdsaftalen mellem Thisted Kommune og Dansk Byggeri Nordjylland, Dansk Industri Thy/Mors og Dansk Erhverv løber indtil 31. oktober 2019.

Kontaktinfo

Ledelsessekretariatet
Asylgade 30
7700 Thisted
Telefon: 99 17 17 17
lese@thisted.dk

Åbningstider:

Man. - ons.
08.00 - 15.00
Tors.
08.00 - 17.00
Fre. 08.00 - 15.00