Den 10. marts 2020 valgte Eliteidrætsrådet, at støtte Thy Erhvervsforum i deres ansøgning om at udvikle en strategisk og koordineret indsats til at varetage elitesportsudøvernes forpligtelser over for sponsorer. Dette både for at gavne elitesportsudøverne, virksomhederne/sponsorerne og Thy som egn, der gør noget ekstra for elitesportsudøverne.
Projektet omtales herefter som Sponsored By Thy.
Der blev i projektet opsat en række mål (beskrevet herunder).
- Øge sponsorindtægter mellem 10 - 20% over 2 år
- Øge antallet af sponsorvirksomheder med 10%
- Øge sponsorevents pr. år med 50 % på enkeltudøvere
- Øge den samlede brandingværdi både af Thy som egn og af de lokale virksomheder.
Sponsored By Thy har efter aftale med styregruppen, afleveret en afrapportering af projektet (vedlagt som bilag).
Afrapporteringen kommer ikke med direkte konklusioner på ovenstående opsatte mål, men konkluderer, at såfremt projektet skulle videreføres, skulle fremtidig støtte fra virksomheder gå direkte til støtte af atleter, og ikke til aflønning af en ansat i projektet.
Denne afrapportering blev gennemgået på Eliteidrætsrådsmøde den 9. juni 2022 (ligeledes vedhæftet denne sag).
Thisted Kommunes Eliteidrætsråd anerkendte, at Corona-situationen i projektperioden ikke har været fordrende for projektets mulighed for succes.
Dertil opfordrede Thisted kommunes Eliteidrætsråd, Sponsored By Thy, til at nytænke strukturen i organiseringen af projektet, med henblik på at videreføre delelementer af projektet.
Sponsored By Thy blev derfor bedt om at sende en ny ansøgning til behandling i Eliteidrætsrådet.
Denne ansøgning er nu modtaget og vedhæftet som bilag.
Den nye ansøgning fra Sponsored By Thy lægger op til, at projektet videreføres i et andet og reduceret format end set hidtil.
Projektet nedjusteres til at indeholde en deltidsstilling, hvor det er Thisted kommune, som skal påtage sig det primære økonomiske ansvar for aflønning samt administrationen af den deltidsansatte.
Den nye ansøgning beskriver ligeledes, at der er virksomheder, der er positivt stemt over for at sikre yderligere økonomi i projektet, svarende til op imod ca. 200.000 kr. Disse "virksomhedsmidler" skal videreformidles direkte til sponsorater af de enkelte atleter, som er optaget i projektet, og ikke indgå til aflønning af en ansat i projektet.
Der gøres opmærksom på, at virksomhedernes indskud i projektet er 1-årige tilkendegivelser, hvorfor disse aftaler skal genforhandles efter første år.
Sponsored By Thy oplyser i ansøgningen, at de primære opgaver for den projektansatte fremover vil skulle fokuseres på at skabe samarbejdsaftaler med atleter og virksomheder, genforhandle diverse virksomhedsaftaler samt lave "meet ´n´ Greet" events.
For at sikre, at der er lovhjemmel, til at kommunen kan indgå i et projekt af denne karakter, har Sundhed,- Kultur- og Fritidsafdelingen været i kontakt med kommunens jurister, med følgende spørgsmål og svar til følge:
1. Vil Thisted Kommune kunne indgå i rammerne, beskrevet i ansøgningen?
"Det anses for tvivlsomt om Thisted Kommune kan støtte det beskrevne projekt.
Spørgsmålet bliver, om det kan anses for at være en kommunal opgave, at hjælpe virksomhederne med at administrere hvordan de skal håndtere spørgsmål mv. omkring håndtering af støtte til eliteidræt.
Som udgangspunkt er det ikke en kommunal opgave at drive erhvervsvirksomhed, og da opgaverne som de er beskrevet, vil kunne varetages af en privat virksomhed, vil kommunen i givet fald komme til at drive virksomhed med forvaltning af sponsorater.
Det vurderes ikke at være en kommunal kerneopgave."
- Kan man fra projektansvarlig side argumentere for, at alle virksomheder i teorien kan deltage, og Thisted kommune derfor ikke bryder nogen form for ligestillingsprincipper eller lign?
"Kommunen kan godt støtte eliteidræt og kommunen kan godt stille almennyttige erhvervsfaciliteter mv. til rådighed for erhvervslivet i det omfang, at det er åbent for alle relevante erhvervsdrivende. Det står og falder med, om man vurderer at det er en kommunal opgave at drive forvaltning af sponsorater for kommunens erhvervsdrivende. Man overtager i givet fald en del af deres udgift til administration og man støtter samtidig et projekt, hvor man – uden lovhjemmel – kommer til at råde over virksomhedernes midler."
- Thisted Kommune må gerne indgå sponsorater, såfremt det har en markedsføringsværdi for kommunen tilsvarende det beløb kommunen har givet i sponsorat. Projektet her lægger op til, at alle midler fra virksomheder, skal uddeles til individuelle atleter. Vil disse midler, som godt nok er kommet ind via virksomheder stadig blive betragtet som Thisted Kommunes sponsorater såfremt ansøgningen godkendes, eftersom det er Thisted Kommune der skal være fremtidig projektansvarlig?
"her vil der være tale om, at man forvalter de indkomne midler på indskydernes vegne."
Social-, Sundhed- og Kultur gør ligeledes opmærksom på, at Thisted Kommunes Eliteidrætsråd og det daværende EAKU godkendte økonomisk støtte til et projekt, som ikke indeholdte deciderede "sponsorater".
Jævnfør Lov om Eliteidræt kan en kommune yde støtte til eliteidræt og professionel idræt, medmindre der er tale om egentlig erhvervsvirksomhed. Derfor må kommuner kun indgå gensidigt bebyrdende aftaler mellem kommune og udøver/klub. Kommunen må højst betale markedsprisen, altså ikke mere end det ydelserne er værd.
Den nye ansøgning lægger op til, at sponsorater til enkeltindivider vil blive en del af praksis såfremt projektet videreføres. Ydermere skal projektet udbydes til samtlige virksomheder, for ikke at bryde med ligestillingsprincippet og Kommunalfuldmagten, da Thisted kommune reelt vil administrere private virksomheders sponsorarbejde.
Ansøgningen afsluttes med at styregruppen ønsker beslutning vedr. evt. overskydende midler i projektet.
På baggrund af ovenstående argumenter fra juristerne, Thy erhvervsforums ønske om ikke længere, at være en del af projektet samt at Sponsored By Thy i projektperioden har haft svært ved at levere de ønskede resultater ift. de opstillede mål, vurderer Social-, Sundhed- og Kultur, at projektet vil have svært ved at levere værdi til talent- og eliteområdet svarende til investeringen.
Såfremt de ansøgte økonomiske midler ikke bevilges, ønsker Styregruppen og projektet i stedet at ansøge om accept til at udbetale de overskydende midler, svarende til ca. 60.000 kr. Beløbet skal uddeles til de involverede atleter som et engangssponsorat. Herefter vil Sponsored by Thy som projekt blive afsluttet og nedlagt.
Social,- Sundhed - og Kultur gør opmærksom på, at der i det oprindelige projekt, ikke var tiltænkt midler, til uddeling blandt optagede atleter. Dog kan Social,- Sundhed- og Kultur ikke give anden eller bedre anvisning til hvad der skal ske med evt. overskydende midler. Derfor anbefales det, at Sundhed,- Kultur og Fritidsudvalget følger ansøgningens anbefaling, og udbetaler resterende midler i projektet til atleterne.
Social, Sundhed og Kultur anerkender, at delelementer fra Sponsored By Thy har tilført værdi til talent- og eliteidrætsområdet i Thisted Kommune. Social, Sundhed og Kultur peger på, at en kortlægning af disse kan danne baggrund for en vurdering af, om nogle af delelementerne fremadrettet eventuelt kan varetages indenfor nuværende aktivitetspulje for talent- og eliteidrætsområdet.