I Økonomiudvalget onsdag den 20. april 2022 blev det besluttet at igangsætte en rekrutteringsproces i forhold til formandsposten i bestyrelsen for Hanstholm Havn. Processen er nu afsluttet og kandidaten præsenteres her:
Michael Svane
Michael Svane er tidligere direktør for DI Transport og Infrastruktur, herunder havne, lufthavne, person- og godstransport. Med til ansvarsområder var også ansvaret for sekretariater for et antal medlemsforeninger, herunder Danske Havnevirksomheder, Dansk Kollektiv Trafik, Dansk Luftfart og Dansk Tog. Michael Svane har bestyrelseserfaring fra en række udvalg, kommissioner og bestyrelser. Her kan nævnes havnelovsudvalget (2010-2011), ekspertudvalget om havneloven (2017-2018) og i skrivende stund er han medlem af bestyrelserne for henholdsvis Rønne Havn A/S og Aarhus Havn.