Politikkerne i dag og gyldighedsperiode
Thisted Kommunes politikker består til og med 2022 af i alt otte politikker: Politik for administration og personale, Politik for børn og familiers velfærd, Politik for byggeri og anlæg, Politik for erhverv og beskæftigelse, Politik for klima og energi, Politik for kultur, fritid og lokal udvikling, Politik for sundhed og Politik for sårbare voksne og ældres velfærd.
Politikkernes gyldighedsperiode er en valgperiodes år to til fire plus et år ind i den nye periode, altså fire år i alt. Da de nuværende politikker derfor udløber den 1. januar 2023, skal der udarbejdes nye i løbet af 2022.
Efterfølgende udarbejdes nye strategier med udgangspunkt i politikkerne.
Hvad er en politik
Vision, politikker og strategier anvendes samlet som et værktøj til at sætte en fælles politisk retning for beslutninger, prioriteringer og indsatser i Thisted Kommune. Politikkerne skal derfor ses i sammenhæng med kommunens overordnede vision og kan omsættes til Thisted Kommunes ”hvordan” – altså hvordan har vi tænkt os at realisere visionen/ vores billede af fremtidens Thisted Kommune?
Politikkerne indeholder et antal politisk besluttede målsætninger, og disse fungerer som vedtagne hensigter, der efterfølgende skal gøres handlingsorienterede gennem strategier, og eksempelvis helhedsplaner for bestemte områder, handlingsplaner og lignende.
På introseminaret den 3. februar 2022 blev Kommunalbestyrelsen introduceret til Thisted Kommunes nye vision, samt to forskellige modeller for det videre arbejde med nye politikker (og efterfølgende strategier).
De tilstedeværende bidrog her med egne overvejelser om, hvilke fordele og ulemper de kunne få øje på i arbejdet med de to forskellige modeller for politikker. Disse overvejelser er taget med i beskrivelsen af fordelene ved henholdsvis model 1 og model 2 i redegørelsen herunder og i bilag 1.
Model for nye politikker
Nedenfor præsenteres to forskellige oplæg til, hvordan en ny model for politikkerne kan se ud.
Den første model bygger videre på den nuværende struktur med cirka otte politikker, mens den anden model er en nytænkning af strukturen med færre og mere tværgående politikker.
Begge modeller fremmer sammenhængen mellem visionen Thy til Livet og politikkerne, mens de på andre områder adskiller sig fra hinanden.
Herunder gennemgås de to modeller - for en grundigere gennemgang, se bilag 1.
Model 1:
Model 1 indeholder cirka otte politikker og viderefører i høj grad den nuværende struktur.
Fordelene ved model 1 er:
· Genkendelighed i forhold til nuværende struktur for politikker.
· Hver politik ejes som udgangspunkt af ét politisk udvalg, hvilket fortsat giver mulighed for at gå i dybden med konkrete målsætninger og beskrivelser.
I model 1 kan man vælge at videreføre de nuværende titler helt eller delvist, men man kan også vælge at koble titlerne på politikkerne direkte sammen med visionen ved at kalde hver politik ”THY til…” (f.eks. THY til det gode voksen- og ældreliv). Titlerne her og i bilaget fungerer udelukkende som eksempler – de skal drøftes og besluttes i den kommende proces i sammenhæng med opdeling af politikområderne og indhold.
For uddybning af politikkerne og en grafisk oversigt over model 1, se bilag 1.
Model 2:
Model 2 består af færre og mere tværgående politikker end den nuværende struktur.
Grundidéen med model 2 er, at man politisk, på tværs af udvalg og områder, kan drøfte og formulere overordnede målsætninger på velfærdsområderne, på erhvervs- turisme- og bosætningsområdet og eventuelt koble disse med en værdibaseret politik, der skal identificere hvilke værdier, der kendetegner Thy og måden, vi driver udvikling og velfærdsservice på.
Det kunne udmønte sig i tre politikker med titler som for eksempel: THY til velfærd og service, THY til udvikling og vækst, THY til bæredygtige værdier og løsninger.
Styrkerne ved model 2 er:
· At den fremmer brede, fælles, politiske mål på tværs af velfærdsområder og udvalg.
· At den forventeligt kan fremme sammenhængskraften i Thisted Kommune.
· Større kendskab til og nemmere formidling af færre politiske mål samtidig med, at visionen bliver tydelig og anvendelsesorienteret.
For uddybning af politikkerne og en grafisk oversigt over model 2, se bilag 1.
Procesplanen
For at strukturere arbejdet med udformningen af de nye politikker er der udarbejdet en procesplan til hver af modellerne. Procesplanerne beskriver tidsplanen og de aktiviteter/møder, som planlægges, for at henholdsvis udvalgene og Kommunalbestyrelsen har mulighed for at udarbejde nye politikker. Der er taget højde for, at de nye politikker kan gå på tværs af udvalgs- og fagområder, og der er således indlagt mulighed for drøftelser på tværs. Procesplanerne er i høj grad ens, men adskiller sig ved følgende punkter. Da politikkerne i model 1 som udgangspunkt ejes af de enkelte udvalg, vil arbejdet med de enkelte politikker begynde på udvalgsseminarer i marts og april. Derudover er der i uge 25 lagt op til et møde, hvor udvalgsformændene samlet præsenteres for de endelige udkast til politikker. Dette giver de enkelte formænd mulighed for at kommentere på eget udvalgs politik med henblik på eventuel tilpasning inden præsentationen for den samlede kommunalbestyrelse til temamøde den 28. juni 2022.
Da politikkerne i model 2 er tværgående, begynder udarbejdelsen af politikkerne på Politisk Udviklingsforum den 5. maj 2022. Præsentation og kommentering på politikkerne vil ligeledes foregå i regi af den samlede kommunalbestyrelse til temamøde den 28. juni 2022.
Ved begge procesplaner lægges der op til, at der kan ske endelig godkendelse af de nye politikker i Kommunalbestyrelsen den 30. august 2022.
Procesplanerne er vedlagt som bilag 2.