Ny cykelsti gennem Tilsted sikrer bløde og tunge trafikanter

Thisted Kommune har sat gang i arbejdet med at lave cykelsti gennem Tilsted. Der bliver etableret cykelsti på begge sider af den meget trafikerede vej – fra byport til byport.

25-03-2020Nyhed

Strækningen med den nye cykelsti er cirka en kilometer lang og er med til at skabe en sikker skolevej for de mange cyklende børn fra Tilsted – ikke mindst dem, der skal cykle til skole i Tingstrup efter 6. klasse.

For Thisted Kommunes drifts- og anlægsafdeling har det været vigtigt finde en løsning, der på den ene side højner trafiksikkerheden for de bløde trafikanter og på den anden side imødekommer erhvervslivets behov for tung transport gennem Tilsted. Silstrupvej er nemlig den primære færdselsåre for landbrugskøretøjer i dette område, da førerne af disse ikke må benytte omfartsvejen vest om Thisted.

Afvejningen af de forskellige hensyn er sket i tæt dialog med borgere og interessenter. Der har været borgermøder og møder med Tilsted Piloterne, beboerforeningen og erhvervsdrivende.

- Vi har haft et godt samarbejde med alle og nogle konstruktive samtaler, siger Tobias Geertsen, der er sektionsleder i Anlæg og Infrastruktur, Thisted Kommune.

Han tilføjer, at kommunen undervejs i processen har været nødsaget til at erhverve arealer fra enkelte lodsejere, men det er også foregået i en positiv og forstående tone.

Den endelige løsning er blevet udformet sådan, at cykelstien adskilles fra kørebanen med en kantsten for at højne trafiksikkerheden. Der etableres ikke fortov, men færdselsloven tillader gående på cykelstien, når der ikke er et fortov. Som led i arbejdet vil der i øvrigt også blive etableret hævede flader på vejstrækningen gennem byen som fartdæmpende foranstaltning i stedet for de nuværende chikaner.

Pia Balle Ravnborg, der er formand for Tilsted Piloterne, roser forvaltningen for at have inddraget borgerne i cykelstiprojektet.

- Det har været en utrolig fin proces. Forvaltningen har været virkelig god til at lytte til og tage hensyn til de ønsker, som borgerne er kommet med.

Pia Balle Ravnborg nævner, at der nu laves bump i stedet for chikaner – og at man undlader at lave en buslomme, sådan at færre lodsejere behøver at afgive jord til projektet.

- Nu bliver det sådan, at bussen bare blinker ind til siden, hvilket busselskabet også foretrækker, så på den måde bliver det en fordel for alle, pointerer Pia Ravnborg.

Det er Thisted Entreprenørforretning, der udfører arbejdet for Thisted Kommune. Der er bevilget 4,5 mio. kr. til projektet, idet staten betaler 40 procent.

Anlægsarbejdet ventes færdigt i slutningen af juni måned, men da der arbejdes i én side ad gangen, vil vejen blive holdt åben gennem hele perioden.

- Vi har ventet 40 år på en cykelsti gennem vores by, og det er med stor glæde, vi nu ser, at det sker. Vi får en utrolig god sikring af de bløde trafikanter nu, siger Pia Ravnborg.

Arbejdet på den nye cykelsti gennem Tilsted er godt igang.

Thisted Entreprenørforretning er gået i gang med at anlægge cykelsti på begge sider af Silstrupvej gennem Tilsted. Cykelstien etableres sådan, at det også fremover bliver muligt at benytte vejen gennem Tilsted til transport med landbrugskøretøjer. Vejen bliver i øvrigt holdt åben gennem hele anlægsperioden, idet der arbejdes i én side ad gangen. Foto: Thisted Kommune