Folkemødet - også for de unge

Når Thisted Kommunes delegation på torsdag tager afsted til Folkemødet på Bornholm, er ungdommen også repræsenteret - og du kan følge med på de sociale medier.

13-06-2018Pressemeddelelse

Martin Dommerby og Sigurd Hilligsø Andersen, der begge er medlemmer af Demokratour og går i 2.G på hhv. STX og HHX, deltager i dette års Folkemøde på Bornholm sammen med vores kommunalpolitikere.

- Målet er at styrke dialogen og netværket mellem thys unge politisk interesserede og vores kommunalpolitikere. Derfor er det også hensigten, vi skal ind og høre debatter, møde organisationer og se oplæg sammen og efterfølgende reflektere sammen over, hvordan vi kan tage inspiration og opmærksomhedspunkter med hjem til Thy, forklarer Eva Sjælland, konsulent ved Undervisning og KulturRummet, Thisted Kommune.

- Vi har bl.a. planlagt at se DM i Debat, fortsætter hun.

Her dyster unge debattører om relevante temaer og emner. Som politisk engageret ung i vores kommune er det en god inspiration til at kunne debattere og formidle budskab.

Det er også planen, at Demokratour-medlemmerne skal se oplægget "Når jeg bliver Borgmester", hvor unge-politikere er i rampelyset.

Derudover vil vi sammen besøge fag- og ungdomsorganisationer for at få inspiration og netværke. Undervejs på Folkemødet vil vi lave små filmklip og opdateringer til Thisted Kommunes sociale medier. Jeg ledsager de unge, og hjælper med at behandle og bearbejde de mange indtryk gennem film, billeder og evalueringer, slutter Eva Sjælland.

Så følg med på Thisted Kommunes Facebook-side og på vores Instagram-profil.